Når vi uddanner psykoterapeuter ved ID Academy, har vi meget fokus på forholdet mellem psykoterapeut og klient.
Forholdet mellem en psykoterapeut og en klient kan være en fantastisk mulighed for at bringe klientens smertefulde livstemaer og deres oprindelse frem i lyset. Det er den følgende psykoterapeutiske fortælling fra vores stifter, Ole Vadum Dahls virke som psykoterapeut et godt eksempel på.
I denne beretning er vi faktisk i gang med at arbejde psykoterapeutisk, inden klienten overhovedet får sat sig ned i terapistolen.
Ole fortæller: For nogle år siden havde en ny klient bestilt tid til psykoterapi hos mig.
På det aftalte tidspunkt bankede det på døren, og Birgit, en ca. 50-årig kvinde trådte ind af døren til mit terapiværelse.
Inden jeg overhovedet nåede at tilbyde hende en siddeplads, stoppede hun op, kiggede på mig og sagde med tydelig bekymring i stemmen:
“Sig mig Ole, hvordan har du det”?
Faktisk havde jeg det udmærket, indtil jeg blev spurgt. Måske kender du det.
Du har det o.k., indtil en eller anden bemærker, at du ser træt ud, er lidt bleg eller på anden måde ikke ser ud til at trives.
Næsten som en refleks begynder mange af os i den slags situationer at stille spørgsmålstegn ved, om vi nu virkelig også har det så godt som vi troede at vi havde.
Sådan reagerede jeg i hvert tilfælde lige i nogle sekunder, indtil jeg opdagede, at jeg pludselig var havnet i patientrollen. Birgit, min nye klient var i fuld gang med at drage omsorg for, om jeg nu også havde det godt, hvad jeg åbenbart ikke så ud til.
Normalt har jeg ikke noget imod at fortælle mine terapiklienter hvordan jeg har det, -hvis de da spørger, – men fordi reaktionen var så tydelig, valgte jeg at besvare hendes spørgsmål med et modspørgsmål:
“Hvorfor er det så vigtigt for dig, hvordan jeg har det”? spurgte jeg hende.
“Jo”, svarede hun, – “hvis ikke du har det godt, kan du jo ikke hjælpe mig”!
Nu ved jeg af erfaring, at terapiklienter er tilbøjelige til at tage deres fortids fortrædeligheder med ind i psykoterapien i mere end en forstand.
Sædvanligvis udspiller en klient ubevidst sin barndoms relationer med sin psykoterapeut. Det var, hvad gode gamle Freud kaldte for overføring.
Klienten overfører f.eks. sit positive eller negative forhold til sin far på sin psykoterapeut, og det var lige netop hvad der skete i denne situation.
Som psykoterapeut repræsenterede jeg ubevidst en slags faderfigur for denne kvinde, selvom jeg på det pågældende tidspunkt faktisk var yngre end hende.
Jeg er i det hele taget meget opmærksom på, hvilken slags “psykisk fællesøkonomi”, der opstår mellem mine terapiklienter og mig selv som psykoterapeut.
Ofte ligger der værdifulde informationer om, hvad der er foregået i klientens liv, i at lægge mærke til, hvordan han eller hun forholder sig til mig som psykoterapeut.
Jeg valgte her at bruge det der skete mellem klienten og mig som en ledetråd tilbage i hendes barndom.
“Hvad minder det dig om, at du først må drage omsorg for et andet menneske, før vedkommende kan drage omsorg for dig”? spurgte jeg hende.
Og det var lige netop det tema, som havde været en rød tråd gennem hele Birgits liv.
Efter ca. 10 minutters udforskning af Birgits barndom viste det sig, at hun allerede som 5-årig ofte havde moderrollen i forhold til sin far, der var en stærkt hypokondrisk og tilsyneladende umoden mand med depressive tilbøjeligheder.
Når hun drog omsorg for ham og muntrede ham op, hvad hun ifølge eget udsagn allerede på det tidspunkt var ekspert i, ville han få det bedre og i højere grad fungere som kærlig far overfor hende.
Hun måtte altså som barn tage moderrollen og fungere som forælder for det indre barn i sin far, for selv efterfølgende at kunne få lov til at være barn.
Få tilsendt et webinar om ID Psykoterapi
Læs mere om os
Historien om ID Psykoterapi
Læs historien om Ole Vadum Dahl, som stiftede ID Academy, og rejsen henimod den holistiske psykoterapeut uddannelse.
ID Psykoterapi: Teori & Metode
Lær om vores holistiske, integrale og identitetsorienterede tilgang til psykoterapi.
Kendetegn for en ID'er
Der er nogle helt særlige kendetegn ved at være ID’er og blive uddannet på ID Academys Psykoterapeut Uddannelse.