Fantasi som øjenåbner i ID Psykoterapi

I psykoterapi kan en klients fantasi og forestillingsevne være en meget værdifuld ressource til at bevidstgøre ellers ubevidste følelser, behov og erindringer.

Som det fremgår af denne lille “case-story” fra Ole Vadum Dahls tid som psykoterapeut, kan vi arbejde rigtig kreativt med at få “skeletterne ud af skabet” og få kontakt til psykisk indhold, som klienten måske ellers har fortrængt og glemt.

På alle 4 år af ID Psykoterapeut uddannelsen lærer du en lang række psykoterapeutiske metoder til at anvende klientens fantasi og forestillingsevne som en kraftfuld øjenåbner i terapien.

Herunder lader vi Ole Vadum Dahl, vores stifter, beskrive en oplevelse med en klient, som han kalder John.

Ole fortæller: John var en mand på ca. 60 år opsøgte mig for at få psykoterapi, fordi han havde brug for hjælp til at blive forløst fra en stor smerte i sit liv. Han følte, at han var nærmest besat af en meget negativ og destruktiv holdning til sig selv og sine omgivelser, selvom hans ønsker var det modsatte.

John kunne ikke acceptere, at mennesker lejlighedsvist ville antyde, at han så vred ud, virkede negativ og hård eller lignende. Som han selv udtrykte det, så ville han ikke være til skade for nogen.

Han mente selv at have været sine omgivelser, og ikke mindst sine tidligere hustruer rigeligt til byrde og anledning til deres lidelse, og det ville han under ingen omstændigheder udsætte flere mennesker for.

Ja, John var så konsekvent med ikke at ville opfattes som negativ, at han øjeblikkelig ville indstille et venskab eller bekendtskab, hvis den anden part gav udtryk for, at han virkede vred eller negativ.

Da John som en naturlig konsekvens af at undertrykke sin vrede, osede af negativitet, ville han selvfølgelig af og til blive gjort opmærksom på sin negative udstråling.

Derfor havde han på det tidspunkt hvor han kom i terapi hos mig, ikke flere venner eller bekendte. Han havde “af hensyn til deres ve og vel” afbrudt forbindelsen med alle sine sociale kontakter. Nu var han selvfølgelig frygtelig ensom og ulykkelig.

Min intuition fortalte mig, at Johns problem formodentlig var næsten ligeså gammelt som han selv, og at forløsningen skulle findes i at finde og bearbejde et eller flere traumer fra hans tidlige barndom.

Det er langt fra altid hverken nødvendigt eller relevant at arbejde med menneskers opvækst og barndom i psykoterapi, men i dette tilfælde havde jeg en stærk fornemmelse af, at John på et meget tidligt tidspunkt i sit liv havde taget en beslutning om ikke at være vred og aggressiv.

John kunne dog ikke umiddelbart forbinde sit aktuelle problem med noget konkret i sin barndom, så jeg valgte at gå andre veje.

Jeg vidste, at han var meget interesseret i kunst og spurgte ham derfor, om der var noget kunstværk som havde gjort indtryk på ham for nyligt. Det svarede han bekræftende på.

John var tydeligt følelsesmæssigt påvirket, da han begyndte at fortælle mig om et maleri, han havde set et par dage forinden. Det var et billede af et stort mørkt skab, hvori der svævede en ildkugle rundt. Ildkuglen der var meget eksplosiv, var ifølge John spæret inde i skabet.

Jeg bad nu John beskrive både skabet og ildkuglen mere detaljeret og give en karakteristik af dem. Han beskrev skabet som stort, mørkt, hårdt og firkantet og selvfølgelig hult indeni.

Ildkuglen beskrev han som aggressiv, gloende og på nippet af at sprænge skabet i stykker for at komme ud.

Da jeg går ud fra, at alt hvad vi drømmer, fantaserer og forestiller os repræsenterer sider af os selv og hvordan disse har det med hinanden, bad jeg nu John om at leve sig helt ind i forestillingen.

Jeg bad ham forestille sig, hvordan det var at være skabet og fik ham til at gentage sin karakteristik af det, men denne gang i jeg-form.

“Jeg er stor, jeg er mørk og firkantet. Jeg har en tyk skal. Jeg er lukket og der svæver en farlig ildkugle rundt inden i mig”! sagde John tydeligt påvirket. – “Det passer sgu’ meget godt på mig”, tilføjede han.

Herefter kom turen til ildkuglen.
“Hvordan er det at være en ildkugle, som er spæret inde i et stort mørkt skab”, spurgte jeg ham. “Fortæl mig om det, som om du er ildkuglen”.

“Jeg er en ildkugle”, startede John, – “Jeg er gloende varm, jeg er vred, jeg er rasende over ikke at måtte komme ud. – Om lidt eksploderer jeg, men det er farligt”! –
John holdt en pause et øjeblik, og brød så ud i noget der lød som en mellemting mellem bestyrtelse og gråd.

“hold da kæft! – Der kommer en situation op for mig fra min barndom”, udbrød han bestyrtet. “Du forbarmende, det havde jeg glemt alt om”!

John var tydeligt rystet, da han nu fortalte om en situation fra sit barndomshjem, hvor han som ca. 4-årig havde mistet besindelsen og var gået amok og hvor hans aggressioner var løbet af med ham.

John var vokset op i et hjem, hvor der blev lagt låg på alle former for negativitet. Parolen var, at “sådan er vi ikke i vores familie”. Alle former for aggression eller negativitet blev fejet ind under gulvtæppet, hvad der var meget svært for John, der var en temperamentsfuld dreng.

En dag havde han iagttaget sin mor stå i en vaskebalje og tage bad foran kakkelovnen i stuen, og det var af en eller anden grund blevet for meget for ham. Pludselig var han styrtet over imod sin mor og var begyndt at slå løs på hende.

Episoden havde selvfølgelig negative konsekvenser for ham. For det første forstod han ikke sin egen aggressive eksplosion.

For det andet følte han, at han havde meldt sig ud af familien ved at være aggressiv. Sådan var man jo ikke i den familie. Og straffet var han også blevet, og det endda rimelig kontant.

Siden da havde han gjort sit bedste for at spærre aggressionerne inde i skabet.

I dette tilfælde var det sindets tilbøjelighed til at projicere ubevidst indre konfliktstof ud på et kunstværk, som åbnede døren til erindringen for John.