Rigtig mange af os lever med en følelse af utilstrækkelighed, en følelse, som ikke bare er som andre følelsesmæssige tilstande. Denne følelse er så dyb, at den er blevet en fast bestanddel af vores selvbillede og derved vores identitet indadtil.

Udadtil, i vores privat- og arbejdsliv gør vi ALT for at INGEN opdager hvor “utilstrækkelige” vi er.

Vi har en masse forsvarsformer, der passer på os, så vores sårbarhed ikke bliver udstillet. Kan du genkende,

• Den overansvarlige, jeg har styr på det-form?
• Perfektionisten, der aldrig leverer noget 99% godt?
• Fixeren, der lige klarer det hele og siger ”det gør jeg”?
• Den ordentlige, som skal have orden og overblik over alting?

Der er bare aldrig ro i tilstedeværelsen, fordi det vigtigste er at vise alle andre, hvor dygtige vi er – eller rettere at vi ikke er utilstrækkelige.

Det er selvfølgelig ikke noget vi aktivt tænker over, men det ligger bare dybt i os.

Følelsen af utilstrækkelighed stammer fra den tidlige barndom

Vi tilpasser os, men forlader os selv

Anden kile til vores voksenudfordringer med at føle os utilstrækkelige, kan også opstå efter et trygt første leveår. Nu begynder vi nemlig at have en personlighed – en personlighed som er det tætteste vi kommer på at være dem vi virkelig er.

Nu begynder vi at individuere os og blive vores egen person. Vi udforsker verden og viser os frem, som dem vi er. Men vi er stadig afhængige af at være accepteret af vores forældre, altså føle deres kærlighed. Derfor starter der nu en tilpasning for, igen og igen, at ”genvinde” deres kærlighed igennem vores adfærd.

Det er her, at forældrene følelsesmæssige udslag i fx vrede, foragt og tristhed og den adfærd der følger med, kan sætte sig som følelsesmæssige spor i os, og vores naturlige ”selv” bliver tilpasset, ført an af skamfølelsen.

Skam er en helt naturlig og nødvendig socialiseringsfølelse, men bliver vi ikke mødt med respekt for dem vi er, så bliver skamfølelsen ikke balanceret i os. Vores naturlige væren skal nemlig varetages ekstremt påpasseligt og vi skal mødes med accept i at være den vi er.

Bliver vi følelsesmæssigt mødt med mere energi end vi kan håndtere, fx i en forælders vrede, eller slet ikke med nogen energi/reaktion overhovedet, så bliver vi grundlæggende angste (jeg er blevet forladt, kærligheden er væk, jeg dør).

Vi føler skam over det vi har gjort ”forkert” og i den alder, så har vi ikke blot gjort noget forkert, vi er forkerte. Den vi er, var der ikke plads til. Så den jeg er, er ikke god nok. Den jeg er, er forkert. Jeg skal være en anden for at modtage kærlighed (og overleve).

Derved forlader vi os selv ved at fraspalte autentiske sider af os selv og erstatter dem med former, som vores forældre er mere glade for. Det gør vi som et forsvar mod igen at føle den angst, som forladthed medfører.

Vores underviser Anette har et citat, som gør, hvad der sker, meget tydeligt:
Vi er født for at skinne i vort eget lys. Men i tilpasningens og overlevelsens navn begynder vi at stille os under de lamper, som andre synes vi skal skinne i.

Nu vokser vi op, uden den del af vores oprindelige selv, men med en påtaget form, som nu bliver vores identitet som voksne. Men under den identitet lægger den en dyb følelse af ”ikke at være tilstrækkelig” som jeg er – jeg er ikke god nok, som jeg er.

Den følelse af helhed, at være god nok, jagter vi så fra vores omstændigheder hele vores liv, ligesom vi søgte den fra vores forældre. Men med den strategi, kommer vi aldrig til at føle os gode nok.

Følelsen af utilstrækkelighed kan også godt opstå senere i livet ved fx massiv kritik fra omsorgsgivere, lærere og andre vi omgås. Men kilen til det skabes oftest i de første leveår.

Sådan arbejder du med din følelse af utilstrækkelighed