Ofte lytter vi ikke ret meget, når vi bliver ramt/trigget af vores partners ord. Så er der bare noget jeg skal ud med og overbevise den anden om.
Dette foregår som en reaktiv eller automatisk handling, som et forsvar mod det vi mærker, som vores partner har trigget.
Instinktivt siger vi til os selv: Jeg må reagere fordi jeg bliver så ramt og det gør ondt, følelsesmæssigt.
En gængs og problematisk fejlopfattelse er, når man tror, at problemerne opstår på grund af uenighed eller af forskellige opfattelser. I terapirummet høres ofte,
”Hvis bare vi var mere enige…”
”Vi er måske fór forskellige…”
Lytning er en todelt disciplin: lytte til og lytte indad
Faktisk kan mange ”uenigheder” løses og løsninger findes, ved at lytte til og lære sin partner bedre at kende. Altså, lytte uden at afbryde, som den ene del.
Den anden del handler om, samtidig med at lytte til sin partner, også at lytte indad.
At lytte indad handler om at bemærke hvilke tanker, følelser, sansninger og reaktioner jeg får, imens jeg lytter.
Lytningens bedste ven er nysgerrighed: Nysgerrighed på, hvad der sker inde i mig.
Øvelse
Bemærk, hvad sker inde i dig, hvis din partner taler om:
- noget der går ham/hende på, på jobbet?
- at han/hun er vred på mig, fordi jeg ikke har overholdt en aftale?
- hvor svært det er for ham/hende når jeg afviser et ønske om sex?
Parterapeutens opgave
Det vil være forskelligt hvor ramt du bliver, samt, i hvor høj grad du kan være der og bare lytte.
Det vil også være forskelligt, fra par til par, hvor ramt parterne bliver – ALT efter deres temaer og deres evne til at rumme egne reaktioner/følelser.
Derfor er parterapeutens opgave at finde den rette dosering, rammesætning og støtte.
Her er nogle eksempler på to ender af kommunikationsskalaen i terapirummet, hos vores underviser Kirsten:
1: Som parterapeut lader jeg hele kommunikationen gå igennem mig. Den ene part får fx kun 30 sekunder til at sige noget, som jeg så ”oversætter”. Jeg hjælper her modtageren med at forstå og adskille fra sig selv. Derefter skifter vi.
2: I den anden ende af spekteret har vi fx parret der kan lytte til hinanden i 20 min (til hver) – og hvor de begge kan rumme sine egne tanker, følelser og fornemmelser.