ID’er Birgitte Svingel fortæller i dette interview, hvordan det hendes forældre har givet hende med, også har skabt hendes identitet.
Og videre, hvad der sker med den identitet når ens forældre eller nærmeste personer går bort.
Fra vi bliver født bliver vores identitet formet – og ofte ganske ubevidste – går vi igennem livet med en identitet, der på godt og ondt er skabt i de tidlige år.
De hverdagsproblemer vi så senere i livet, ser ud til at hamre ind i, igen og igen, har så at sige sin kile i fortiden. Oftest er det kiler, som har noget psykisk smertefuldt med sig.
Vi lærer på ID Academy rigtig mange metoder til at få løsnet op og/eller genforhandlet med fortiden, så vi kan ændre vores fremtid.
Noget af det aller vigtigste i menneskelige forandringsprocesser er et trygt rum. Som kursist på ID Academy kommer du ind på et hold, som hurtigt bliver dit trygge udviklingsrum.
Dine erfaringer med personlige udvikling i de trygge rammer på ID Academy, tager du så med dig ud og giver videre til dine fremtidige klienter.
Videoen i tekst
Jeg tror, det som ID-uddannelsen har bekræftet eller har fået styrket i forhold til, hvad er det for nogle ressourcer jeg indeholder? hvad er det jeg kan? og også, hvad er det jeg ikke kan? … og hvordan kommer jeg så til at kunne det, hvis det er det jeg gerne vil?
Læs hele transskriptionen
På en eller anden måde føler jeg, at jeg får en ny identitet ved at de mennesker, der har kendt mig længst tid og hele mit liv, er her ikke. En del af min historie forsvinder.
Jeg har virkelig været igennem og tænkt over nogle ting, også i forhold til hvordan min forældre har gjort mig til den jeg er i dag.
Jeg tænker bestemt at nogle af de her ting vi har lært og jeg har lært på ID-uddannelsen, vil hjælpe mig fremadrettet, både i mit eget arbejde med min egen personlighedsrejse – men også i forhold til andre som… jeg vil jo også komme til at møde andre i min coachuddannelse, som måske har en sorg, den skal jeg også kunne rumme.
Jeg tror helt naturligt det at rumme andre, og sig selv og sine egne følelser, som en del af det her, det kommer ved, at (undervisnings)rummet er trygt og tillidsfuldt.
Der er jo ingen tvivl om, at vi kommer så tæt på hinanden – det bestemmer du selvfølgelig selv – men hvis du vil åbne dig og hvis du vil virkelig arbejde med noget af det, der betyder noget og som flytter dig, så oplever jeg faktisk, at der bliver skabt det her trygge tillidsfulde rum, så det er okay at lade andre komme så tæt på dig – og derved er der også alle muligheder for at udvikle sig mest muligt.
Derved lærer man jo også at rumme sorg og hvad det end er vi har i vores bagage.
