Følelsen af “ikke god nok”

Og den kan jeg huske, at jeg har haft med mig altid, og den har hæmmet mig og gjort at jeg har skullet kompensere utroligt mange steder på en gang, inde i mig.

Så det har affødt en masse perfektionisme, overansvarlighed, fixerrollen, destruktive handlingsmønstre, for ligesom at fjerne mig fra denne her grundlæggende følelse af utilstrækkelighed.

Den perfektionistiske-overansvarlige-fixende form, som jeg vil kalde den, fordi det var som 3 musketerer der arbejdede sammen i mange år, kom til udtryk i alt.

Fjernbetjeningen på bordet skulle lægge på en bestemt måde, der måtte ikke være rod, der skulle være orden i tingene. Jeg var altid på forkant med alle andre.

Jeg kunne fornemme at nok var nok, i forhold til det her med ikke at må være her, når det afføder et grundlæggende behov for at flygte fra mig selv i shopping, det kan være alkohol, det kan være arbejde, det kan være relationer man skal fixe.

Jeg kan huske, at da jeg nåede min bund, i det her perfektionisme, der gik det op for mig – og processen henimod at nå min bund i det er faktisk ret enkel, når jeg siger det – fordi det handler i bund og grund om at tale om det.

Det handler om at bevidstgøre det ved at tale om det.

Og blive ved med at komme med eksempler på daglig basis eller i sin terapi, at simpelthen erkendelsesprocessen i sig selv er jo bare, sætter jo noget i gang.

Og handler hele tiden om at overgive sig på daglig basis: Ja, nu gør jeg det igen – eller, nu sagde jeg sådan – eller nu bliver jeg styret af kontrol igen.

Den kan du ikke være i, hvis du ikke hele tiden bliver villig til at ville noget andet. Og så kommer det her med at nå sin bund af sig selv, er min erfaring.

Det praktiske arbejde i den rejse har været, at jeg, blev gjort opmærksom på den her, hele det her eksistentielle: jeg må ikke være her, igennem de terapeutiske processer.

Fordi det kan have været temaer med problematikker med min mor, og hvad er det for en relation, jeg har til hende og processer, hvor jeg er blevet gjort opmærksom på, hvilken alder jeg har befundet mig på, hvornår og hele den her bevidstgørelse med de her metoder.

Og det er klart, at igennem terapi er jeg blevet opmærksom på, at, okay, jamen sådan er det at vokse op i en dysfunktionel familie, sådan er det at vokse op i den rolle jeg har i søskendeflokken, sådan er det at være den type jeg er i enneagrammet. Så derfor har jeg reageret på de her (situationer) på den måde.

Hele det her puslespil, det har taget mig at gå ind op arbejde med her og nu problematik, noget jeg måske har oplevet på mit arbejde eller noget jeg har oplevet i mit parforhold eller et eller andet. Der har jeg kunnet se, at ligegyldigt hvilken problematik jeg rent faktisk tog op, så landede jeg samme sted.

Jeg landede ind til kernen af: Det kan jeg ikke kræve, fordi jeg er ikke god nok.

Jeg har ikke bare fået et billede på, at jeg har denne her eksistentielle overbevisning om, at jeg ikke må være her, med mig. Så har jeg jo også fået den kæmpe gave at få med, hvor ressourcestærk jeg er og hvor modig jeg er og hvor meget jeg egentlig har at byde på.

Igennem den flugt fra den følelse af utilstrækkelighed har jeg enormt meget livserfaring – og hvor mit mindset før var, at det var et kors jeg bar med mig, så er det i dag en kæmpe ressource, som jeg hjælper andre mennesker med.

Jeg er et af de bedste steder jeg nogensinde har været, i mit liv. Og jeg kan mærke det, jeg kan ikke bare se det eller forstå det, jeg kan sådan mærke det. Det er ret fantastisk!