Lav selvtillid og selvsnak

 Jamen, jeg har egentlig altid haft sådan en indre stemme. Jeg plejer at kalde den Piskeren, som altid har stillet lidt spørgsmålstegn ved, når jeg ville noget eller havde nogle ambitioner, så har den altid været der: “Arh, hvem tror du egentlig, at du er?” “Hvorfor skulle du kunne gøre det?” “Hvem gider at høre på det?” … Hele den der enormt slidsomme indre dialog.

Og man kan så sige, det har ikke sådan tilbageholdt mig fra at gøre mange ting, fordi jeg har heldigvis altid været god til at handle og gå efter det jeg gerne vil, men, men jeg er sådan begyndt at overveje, at hvis jeg ikke havde den stemme, hvad kunne jeg så ikke drive det til?

Et meget konkret eksempel er, at jeg jævnligt er blevet spurgt, om jeg ville holde foredrag. Og mit standardsvar fra min reaktive side har altid været “Nej, fordi det kan jeg ikke finde ud af” eller “jeg ved, at jeg bliver dødnervøs” og “det jeg har bidraget med, er der nok ikke nogle der kunne tænke sig at høre om”.

… Men da jeg blev spurgt til sidst, der besluttede jeg mig så for, at nu siger jeg Ja.

Altså, den måde jeg har arbejdet med det på studiet, har jo været noget med overbevisninger omkring mig selv, fordi den her stemme, den her indpisker jeg har haft, har jo haft rigtig mange af de her overbevisninger om, hvad jeg ikke kunne og hvad jeg ikke skulle tro jeg var…

… hvor jeg er gået lidt mere kreativt til den, den her gang, eller i dette forløb, og har ligesom forholdt mig til det med: Ja, okay. Jeg hører hvad du siger stemme, men kunne det måske opfattes på en anden måde. Eller kunne det være, at det var sådan en gang, men ikke er det mere nu. Og kunne det måske være, at når folk bliver ved med at spørge om man ikke vil holde et foredrag, så kunne det godt være, at der var nogle der synes, at jeg har noget at bidrage med.

Det var en god følelse at stå på den scene og holde det foredrag, og det er jo også noget nyt, fordi jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg godt kunne bide tænderne sammen og gennemføre det. Men det at jeg også, jeg havde selvfølgelig også lidt kriller i maven, men egentlig også kunne se at det gik godt, og jeg havde god kontakt og folk grinede… og der var ikke nogle der sad og sov. Og hele den der følelse af, at jeg var egentlig et meget godt sted, det var fedt at mærke.

Min øgede selvtillid har rigtig stor betydning i denne her periode, hvor jeg også er i en proces ren arbejdsmæssigt, hvor jeg er gået fra at være ansat til nu at blive selvstændig. Det kræver en hvis portion selvtillid at tro på, at det kan man godt få op at køre. Og på en eller anden forunderlig måde, så har jeg det som om, at det skal nok lykkes, og jeg læner mig sådan lidt tilbage i at, det rigtige kommer til at ske.

Det at have fået det bedre med mig selv, indvirker jo på alle dele af mit liv, i min helt nære familie, mine nærmeste venner, men også i en kø eller på motorvejen hvor jeg føler, at jeg tager det hele lidt lettere.

De nye følelser, eller hvad kan man sige, den nye måde at være i verden på, gør jo at jeg er meget gladere. At jeg føler, at jeg har en lettere gang på jord, at jeg, tror på fremtiden og at jeg har sådan en ide om, at det bliver fedt.