Gemt bag en masse ubevidste roller
Igennem vores opvækst og vores liv generelt, skaber vi en identitet – en version af os selv, som passer ind i de sammenhænge, som vi er en del af.
Det gør vi bl.a. for at passe ind i de relationer som vi er en del af. Det betyder også, at vi påtager os roller, som passer til, hvordan andre gerne vil se os.
Det betyder nemlig, at vi føler kærlighed, får anerkendelse og føler os sikre på os selv.
Problemet opstår desværre bare når vi bliver ældre og pludselig ikke længere kan genkende os selv.
Følelsen af ikke at være autentisk til stede i vores liv opstår og vi bliver forvirrede, triste og søgende.
Søgende efter ”hvem er jeg egentlig?” og ”hvad er det jeg mangler for at føle mig hel igen?”.
På ID Academy dykker vi lige fra dag 1 ned i begge spørgsmål, der for mange er helt essentielle i deres liv.
Vi undersøger specielt på første år, alle de sider af os selv (vi kalder det former af os selv) som er til stede i vores liv i dag, hvad de gør i vores liv, hvorfor de er der, samt hvordan vi kan blive venner med dem.
Det vil sige, blive bekendt, og venner med alle sider af os selv. Det er første store skridt på vejen.
Som andet år skrider frem og bliver til tredje år, arbejder vi helt naturligt med de store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? og Hvad er min retning, mit kald i livet?
De fleste, hvis ikke alle kursister, er et helt andet sted i livet, når de er færdige på en af vores uddannelser.
Lad os slutte af med Pernilles ord i videoen:
”Nogle af de styrker jeg har nu, som jeg ikke havde tidligere, jamen det er kærligheden til mig selv.
Fordi, hvis jeg kan begynde at kunne lide det uperfekte, så behøves jeg heller ikke nødvendigvis gå ind og tage de her roller.
Fordi hvis jeg bare godt kan lide mig, jamen hvem kan så ikke lide mig?”
Videoen i tekst
En personlig udfordring, for mig har været det her med at føle, at man har fået tildelt nogle roller, som man tager til sig. Inden jeg startede på studiet, der havde vi nogle forskellige roller i familien. Jeg tog egentlig en rolle til mig, som jeg jo egentlig ikke brød mig om og som jeg følte, Det er jo ikke mig det der. Følelsen af at føle jeg skulle være sådan her, fordi det var det, der blev anerkendt. En bestemt rolle, jeg tog til mig i familien, det var det her med at skulle glatte ud. Jeg forsøgte at skabe god stemning. Jeg kunne ikke lide når folk var kede af det, også hvis jeg selv ikke rigtig gad. Jeg gik og var lidt glad, selvom jeg egentlig var ked af det indeni. Det er egentlig først blevet belyst for mig efter at jeg startede her, hvad jeg rent faktisk har gjort. Hvilken rolle jeg har taget til mig i forskellige arenaer. Og at jeg egentlig ikke bryder mig om det. Så det har været ubevidst, har der været en reaktion og jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor går jeg herfra og er helt vil ked af det, når det jo egentlig har været hyggeligt nok. Det jeg har lært her på studiet i forhold til at kunne hjælpe mig selv, det har simpelthen været det her med at mærke efter. Hvad er det der sker i mig, hvad er det i mig, som har modstand på det her. Og egentlig være bevidst omkring, jamen det her det sker, fordi lige nu er du i gang med at gøre noget, hvor du ikke har dig selv med. Altså, mit behov i de her situationer har været, altså, at blive anerkendt. Blive accepteret som den man er, at man ikke behøver at være den glade hele tiden og den der glatter ud. Så at være nu her, på den anden side, det er virkelig rart. Nogle af de styrker jeg har nu, som jeg ikke havde tidligere, jamen det er kærligheden til mig selv. Fordi, så længe, hvis jeg kan begynde at kunne lide det uperfekte, så behøves jeg heller ikke nødvendigvis gå ind og tage de her roller. Fordi hvis jeg bare godt kan lide mig, jamen hvem kan så ikke lide mig? Ja, så meget af den her læring har gået på, hvordan jeg ligesom, kan blive ved med at være i mig selv og have mig selv med. Og samtidig, samtidig jo også være den sociale person, som jeg jo er. Men blive i mig selv og ikke gå over i, at de andre gerne vil have. Det er egentlig sjovt, hvordan min familie har taget imod det. Jeg troede ikke rigtig selv, at der havde været nogen forskel, så har jeg så en mor der siger til mig: “Arj skat, det er simpelthen så dejligt med det studie. Vi kan bare mærke, at du er blevet meget mere nærværende.” Så jeg tror også, at ved at acceptere mig selv og ved at, ikke skal være så meget over i de andre, så bliver jeg også mere nærværende, fordi jeg er mere i mig selv. Mit bedste råd er at tro på sig selv og vide, at der er ingen der er perfekte. Så mit råd til andre i de her situationer, hvor man har et ønske om at være autentisk og har et ønske om, at kunne udtrykke sig og sige hvad man har lyst til at sige, jamen det er at, gør det. Spring ud i det, det er ikke farligt.Læs hele transskriptionen
