Historien

ID Academy er en af Skandinaviens største private uddannelsesinstitutioner indenfor psykoterapi og coaching, og den er godkendt efter de tværministerielle kvalitetskriterier uden anmærkninger af konsulentfirmaet (Reflektor).

Begyndelsen

I 70’erne begyndte Ole Vadum Dahl at interessere sig for personlig udvikling i forbindelse med en krise, og hvis man kender Ole ret, så ved man, at han sjældent går ind i noget halvt. I løbet af 80’erne førte interessen til, at han tog op til flere psykoterapeutiske uddannelser og allerede som 25-årig begyndte han at arbejde som terapeut og underviser rundt omkring i Europa. I 1998 grundlagde han ID Academy, som har hovedsæde på det smukke Drueholm midt på Sjælland, hertil hører også et meget smukt kursuscenter i Silkeborg og nogle skønne indbydende lokaler på indre Østerbro i København.

På ID Academy arbejdes med den såkaldte ID-metode, som er en syntese af det bedste fra Oles mere end 30 års erfaring som professionel coach, psykoterapeut og spirituel lærer.

Navnet

Der er flere grunde til, at vi bruger ID både i vores institutnavn, og som betegnelse for den måde, vi arbejder på. For det første er ID forkortelsen for identitet, og den måde, vi arbejder på, er identitetsorienteret. Den har til formål at afdække og udvikle så mange dele af vores identitet som muligt. Vi har nemlig erfaret, at vores generelle livskvalitet forbedres markant, hvis kontakten til vores eget inderste styrkes. For det andet er ID forbogstaverne i hhv. ordene integrativ og dynamisk. Integrativ betyder inklusiv eller samlende, og dynamisk betyder her kraftfuld og bevægelig. Vi tror nemlig på at samle det bedste fra alle psykologiske retninger og på kraftfulde forandringer. For det tredje er det også et udtryk for en integral tilgang til livet. Det vil sige en inkluderende og ægte holistisk måde at forholde sig til sig selv, sine relationer og verden på. En uddybning af det kan læses på ID Bloggen i følgende indlæg: 5 fantastiske måder at oppe sig på. Her gives et indblik i aspekter af den integrale livspraksis.

Metoder til forandring

Det har vist sig at flere systemer indenfor personlig udvikling trods deres tilsyneladende forskellighed i metode og teori, for størstedelens vedkommende bygger på de samme underliggende principper for udvikling og heling. Ole Vadum Dahl har ud fra sine egne erfaringer som terapeut, coach og underviser formuleret 7 forandringsprincipper, som ser ud til at gå igen i stort set alle former for personlig udvikling. Og det er de grundliggende principper, der arbejdes med på ID Academy.

Bevidstgørelse

Vi kan ikke ændre noget, som vi ikke er bevidste om. Derfor vil metoder, der skal give os indsigt om os selv, vores barrierer og muligheder, være en væsentlig del af ethvert seriøst udviklingssystem, derfor handler selvudvikling, coaching og terapi blandt andet om at give os indsigt i såvel årsagerne til vores problemer og udfordringer i tilværelsen, som i vores uudnyttede indre ressourcer og potentialer.

Holdningsændring

Videnskabelig forskning har igennem de sidste årtier dokumenteret, hvor afgørende vores holdning til os selv og vores liv er for såvel vores indlæringsevner og helbred som for vores almene oplevelse af succes i tilværelsen. Alle former for personlig udvikling og psykoterapi handler derfor også om at hjælpe os med at ændre indstilling til forskellige sider og niveauer af os selv, der kan være livshæmmende eller ødelæggende for os.

Ansvarliggørelse

Men fremskridt kræver ansvarlighed og handling. Derfor handler stort set alle former for selvudvikling og terapi også om at hjælpe os med selv at tage mere ansvar for vores egen tilværelse. Ens trivsel stiger, når man får initiativet og ledelsen over sit eget liv tilbage.

Kompetenceudvikling

Vi kan ikke tage ansvaret for noget, som vi ikke besidder de fornødne evner og færdigheder til at klare. Personlig udvikling må derfor også handle om at hjælpe mennesker med at blive mere kompetente i forhold til at klare udfordringer både indefra og udefra.

Energibalance

Når der er forvirring, indre konflikt, stress eller uopfyldte ønsker og behov, af den ene eller anden slags, vil der også være overspænding i psyken. Personlig udvikling handler også om at afspænde krop og psyke.

Integration

Selv om vi er meget bevidste om os selv og vores tanker og følelser har fundet en højere grad af psykisk balance eller forøget vores formåen i forhold til at kunne tage mere ansvar for vores eget liv, kan der stadig være indre konflikter i psyken eller forskellige sider af os, som endnu ikke arbejder med os. Måske oplever vi en konflikt imellem hvad hovedet og følelserne siger, de gode forsætter bliver ikke fulgt op af handling eller lignende selvmodsigelser. Derfor handler de fleste mere dybtgående former for selvudvikling også om at få æltet massen sammen, så det du vil og det du gør hænger bedre sammen.

Selvrealisation

ID coaching, selvudvikling og psykoterapi handler i høj grad om at bryde identifikationen med de begrænsende roller og selvbilleder, som er de egentlige årsager til vores vanskeligheder og udfordringer i livet. Det giver os mulighed for at genfinde vores autentiske essentielle selv.   Med det in mente håber vi, du har fået lyst til at læse mere om vores uddannelses- og kursustilbud. Der er sikkert en linje, der passer til dig.